Den lange fertilitetsrejse

Det startede tilbage i 2013, hvor vi ønskede at blive gravide. Jeg smed p-pillerne og tog utallige af graviditetsteste, da jeg flere gange var gået over tid. Men det skulle vise sig at være mere frustrerende, end jeg havde troet det ville blive. Jeg tog den ene negative test efter den anden. Hver måned var fyldt med både håb, frustrationer og tristhed.

Et år var gået og vi valgte at gå til lægen. I  starten af 2015 blev vi henvist til fertilitetsklinikken på OUH, hvor vi fik taget blodprøver og jeg fik lavet en UL-undersøgelse af genitalia feminina, som de så fint kalder det. Derudover blev der selvfølgelig også kigget på S's svømmere, for at se om der skulle være noget galt der. Hvilket ikke var tilfældet. Alle disse undersøgelser, blev lavet over flere gange. Så det føltes som en evighed for bare at se, om alt var som det skulle være, før man kunne gå igang med insemination (IUI-H).

Forløbet på OUH afsluttede, da vi valgte at flytte til Sjælland. Heldigvis, for det var bestemt ikke nogle rar oplevelse der. De virkede ikke som nogen, der burde arbejde med mennesker.
Vi blev endnu en gang henvist til en fertilitetsklinik. Denne gang i Roskilde. Det var noget helt andet den her gang. De er så søde derinde og tager virkelig godt imod en. Juni 2016 var vi til samtale derinde. Vi snakkede om hvad vi havde været igennem, og hvad planen er fremadrettet. Derefter var der utallige af undersøgelser igen. Og naturligvis over flere datoer. Det skal ikke være nemt. UL-undersøgelse, UL-undersøgelse af æggeledere, blodprøver og UL-undersøgelse af follikler mm. Alt så ud som det skulle. Og vi fik derfor grønt lys, til at jeg kunne blive insemineret. Det var nu oktober 2016 og det var nu, at håbet var aller størst. Det var den måned hvor jeg skulle have foretaget IUI-H. Det føles som for evigt, at vi havde ventet på dette øjeblik.

Inden dagen kom, skulle jeg tage nogle hormonpiller i nogle dage, for at stimulere ægblærerne. Det gav mig både kvalme og hedeture. Yay! Skulle endnu en gang møde op på klinikken for at se, hvordan jeg reagerede på pillerne. Og det så så fint ud. Jeg fik en tid, på hvornår jeg skulle insemineres og før det, skulle jeg så tage en ægløsningssprøjte. Der lå jeg så, med S ved min side. Det var så klinisk og mærkeligt at ligge der. Men tænk nu, hvis det var det der skulle til.

Jeg var skræmt og samtidig fyldt med håb. Mon det var nu at vores store drøm ville gå i opfyldelse!? Tænk hvis det  blev til en lille bebs. Det ville gøre os så lykkelige. Der var gået lidt tid og jeg skulle have taget en blodprøve, for at se om IUI-H gav pote.
Så kom det svære. At vente yderligere, på et telefonopkald med svar fra fertilitetsklinikken. Mit hjerte hamrede derudaf. Vi fik den sødeste dame i røret, der desværre måtte bringe den kedelige nyhed til os, om at resultatet var negativt. Jeg var grådkvalt. S var ved min side og han prøvede at trøste mig, mens jeg prøvede at føre en samtale fyldt med tårer ned ad kinderne og gråd i stemmen. Der gik ikke længe, før jeg fik lagt på og blev omfavnet af S. Jeg vidste godt at det ikke nødvendigvis lykkedes i første forsøg, men åh altså! Lige der, der føltes hele så uretfærdigt.

Allerede ved næste cyklus, ringede jeg ind til den søde dame og fik bestilt en ny tid til mig og S. Denne gang skulle vi prøve de der hormonsprøjter fremfor hormonpillerne. Vi blev først ind i et rum, hvor vi blev vejledt i, hvordan S skulle stikke mig i maveskindet. Det ville jeg helst undgå, selv at gøre. Så han fik æren.
Vi kom ind på klinikken for at blive insemineret endnu en gang. Jeg blev scannet for at se, hvordan folliklerne havde udviklet sig. 6 æg!!! 6??? Ej. Det er selvfølgelig vildt fedt at se, at jeg overhoved kan producere dem. Men dette betød også bare, at vi måtte afbryde insemineringen for denne omgang. Med 6 store flotte ægblærer, der er det simpelthen for risikabelt. Hold op hvor var det hårdt, at det endnu en gang ikke blev til noget. Selvfølgelig af en anden årsag, men det er irrelevant. Det var endnu en måned, uden en lille baby. Jeg gik grædende derfra. Jeg kunne simpelthen ikke overskue mere. Alle de besøg på klinikken. Alle de undersøgelser. Hormoner der fiser rundt. Negative graviditetsteste. Det har virkelig været en stressende periode. Jeg endte faktisk også med, at min angst var kommet tilbage igen. Jeg havde ellers været angst- og pillefri længe. Men efter hormonsprøjten og piller, så var der gensyn med den pokkers angst. Og den er blevet hængende frem til den dag i dag.

Vi har ikke været i behandling siden 2016. Så vi er efterhånden på vores 7. år som ufrivillig barnløs. Til sommer kunne vi potentielt have haft et barn på 7år. Det er ret sindssygt at tænke på.

Men hey. Vi har for ikke så længe siden været ved lægen og fundet ud af, at jeg har PCOS (Polycystisk Ovarie Syndrom) What? Hvorfor har gynækologerne ikke undersøgt mig for det før? Efter så mange år, med undren over hvorfor jeg ikke er blevet gravid endnu. Men alle brikkerne falder pludselig på plads. Og det er i og for sig rigtig skønt.

Har du også PCOS og er det endt ud lykkeligt trods alt? Del endelig jeres historier.